Flokstørrelsen hos asiatiske løver er mindre end hos de afrikanske løver. Forskellen mener man skyldes, at den asiatiske løves byttedyr er mindre, og at der derfor ikke skal så mange løver til at nedlægge et bytte.
Flokken består normalt af to hunner, én han og et antal unger. Hannen er ikke social på samme måde som hos den afrikanske løve. En asiatisk hanløve er primært sammen med flokken for at parre sig, eller når der skal deles et større bytte.
Løver jager helst om natten. Om dagen hviler de sig gerne et skyggefuldt sted.
Nyfødte løveunger har plettet skind, der virker som camouflage. Når løveungerne er 6-8 uger gamle, bliver de indlemmet i flokken. Alle flokkens hunner passer ungerne og lader gerne fremmede unger die ved sig. Løveunger dier normalt ved deres mor i omkring et halvt år. Efter cirka halvanden måned begynder ungerne at vise interesse for kød ved at slikke lidt på det, men de spiser det ikke nødvendigvis endnu.