Isbjørn

Isbjørnen er verdens største landlevende rovdyr, og den største målte isbjørn var 1002 kilo tung.

Dyret tilbringer størstedelen af året langs kanten af pakisen, og dens pels isolerer så godt, at der kan være en temperaturforskel på 69 grader Celsius mellem ydersiden og bunden af pelsen.

Til og med fodsålerne er dækket af pels, hvilket gør at isbjørnen kan gå uden at lave støj samt glide henover isen. Den har desuden svømmehud halvvejs ud mellem tæerne.

Selvom den normalt bevæger sig rundt i langsomt tempo, kan den bevæge sig med en fart på op til 50 kilometer i timen. Denne fart kan isbjørnen ikke opretholde længe, da den risikerer at dø af hedeslag, fordi pelsen isolerer så godt.

• Udbredelse: De arktiske kystområder og drivisen
• Bestand: I alle lande, hvor isbjørnen lever, findes programmer til beskyttelse af isbjørnen, og jagten kontrolleres. Populationen skønnes at være på cirka 22.000 dyr. Isbjørnens fremtid er afhængig af, hvordan miljøet i Arktis bevares. Begrænset jagt i Canada og på Grønland
• Vægt: Han: 350-650 kilo. Hun: 150-250 kilo
• Skulderhøjde: Han: 160 centimeter. Hun: Lidt mindre
• Kropslængde: 2-3,5 meter
• Parringstid: Fra sent i marts til først i juni
• Drægtighed: 7-8 måneder
• Antal unger: 1-3 (normalt 2 unger)
• Føde: Hovedsageligt sæler, men isbjørnen er også ådselæder. Om sommeren spiser den desuden vegetabilske fødeemner.
• Zoo-menu: Kød og fedt, rotter, mus og marsvin, sild og andre døde fisk, kogte og rå æggeblommer, frugt og grønt, græs, grene, risengrød af mælk, ørredpiller, marmelade, honning, levertran, biotin, vitaminer og mineraler samt egebark-kridt.
• Levealder: 15-18 år i det fri, i fangenskab 25-30. Den ældste kendte isbjørn blev 42 år i fangenskab.

Drægtighed og fødsel

Isbjørnens drægtighed og fødsel er nøje tilpasset livet i de arktiske egne. Hunnen kan sætte sin drægtighed på pause, så ungerne altid fødes om vinteren. Ungerne fødes i en hule i sneen, og her bliver de sammen med moderen og vokser sig store, indtil det bliver forår og føden i form af sæler vender tilbage.

De første tre døgn er særligt kritiske for isbjørneunger. Ungerne er født med en lille reserve, der giver dem energi til at søge moderens patter og få adgang til hendes mælk, men hvis ikke de får tilstrækkelig næring i løbet af de første to-tre dage overlever de ikke.

Isbjørne føder normalt en til tre unger, men det er faktisk yderst sjældent, at alle overlever. Når en unge dør, er det helt naturlig ting, at moderen spiser ungen. Dette gør moderen dels for at holde hulen ren og dels for ikke at lade energi og protein gå til spilde, mens hun opholder sig i hulen med ungerne.

I naturen vil isbjørnemoderen sørge for at få et solidt fedtlag på kroppen inden en fødsel, for hun og ungerne ligger isoleret i hulen i flere måneder uden adgang til føde. I løbet af tiden i hulen taber moderen derfor adskillige kilo, mens ungerne til gengæld vokser sig større.

Mælk så fed som fløde

Isbjørne unger er på en decideret fedekur, mens de opholder sig i fødehulen. Fra en fødselsvægt på kun 500 gram vokser de til 10- 15 kilo, inden de kommer ud. Isbjørnens mælk indeholder cirka 30 procent fedt, så der kommer hurtigt sul på de små unger. I den første tid bruger ungerne al deres tid på at sove og spise, og moderen sørger hele tiden for at holde dem tæt til sig. Dels for at de ikke skal fryse, og dels for at de ikke spilder kostbar energi på at kravle rundt i hulen. Jo mere inaktive ungerne er, jo hurtigere vokser de. Mens de er helt små ligger ungerne typisk mellem moderens ben, hvor der er varmt og trygt. Ofte kan man også se, at hun stikker snuden ned til dem. Det er nemlig hendes udåndingsluft, der varmer ungerne og holder luften i hulen varm. Derfor er det også en fordel, at fødehulen er så lille som muligt, så der er mindst mulig luft, der skal varmes op.

Ungerne vil gå sammen med moderen indtil de er omkring to og et halvt år. De vil fortsat die hos hende i det meste af perioden, men når de kommer ud af hulen, vil de langsomt begynde at æde fast føde. Når ungerne er store nok til at klare sig selv, og moderen er parat til at blive parret igen, vil hun sende ungerne væk ved at tydeligt afvise dem.