Afrikansk vildhund

Vildhunde forveksles ofte med hyæner - vildhunden optræder endda også under navnet hyænehund på dansk. De to har ikke ret meget med hinanden at gøre. Vildhunden tilhører hundefamilien, mens hyænerne tilhører hyænefamilien.

Vildhunde lever i flokke, som normalt består af 6-30 dyr. I hver flok er der en dominerende han og hun. Der er ikke nogen yderligere rangorden i flokken. De tilbringer det meste af dagen i huler, som de normalt overtager fra andre gravende dyr. Tidligt om morgenen eller om aftenen begiver nogle af flokkens medlemmer sig ud på jagt.

Vildhunde drikker sjældent vand, da de normalt får væske nok fra byttedyrenes blod og kropsvæsker. Når de voksne har været på jagt og kommer tilbage til flokken, gylper de kød op til ungerne og de voksne der ikke deltog i jagten.

Vildhunde strejfer normalt omkring og slår sig først ned, når alfa hunnen i flokken får unger. Når dette sker opretter de et territorium, som de forsvarer.

• Udbredelse: På græssletter og savanneområder i Afrika – Botswana, Cameroun, Den
• Centralafrikanske Republik, Tchad, Etiopien, Kenya, Malawi, Mozambique, Namibia, Senegal,Sydafrika, Sudan, Tanzania, Zambia, Zimbabwe
• Bestand: Antallet er faldet drastisk. Inddragelse af levesteder til landbrug, jagt, forfølgelse og trafikdrab er alle medvirkende årsager til hyænehundens tilbagegang
• Vægt: 18-36 kg
• Skulderhøjde: 75 cm
• Kropslængde: 75-110 cm
• Halelængde: 30-41 cm
• Kønsmoden: 12-18 måneder. Får dog normalt først unger noget senere
• Drægtighed: 72 dage
• Antal unger: 2-20 hvalpe pr. kuld
• Føde: Mellemstore pattedyr som f.eks. Thomsons gazelle, zebra, antiloper, gnuer og til tider også husdyr
• Levealder: 6-10 år i naturen. I fangenskab 8-12 år

Afrikas bedste jæger
Vildhundene er blandt de bedste jægere på savannen. Når de jager et bytte, lykkes jagten i 8 ud af 10 tilfælde. Til sammenligning har løver kun succes i omkring en tredjedel af deres jagter. Vildhundenes styrke er deres antal og eminente samarbejde i flokken. Når de angriber et bytte, foregår dette i en form for knibtangsmanøvre, da flokken typisk deler sig op og angriber byttet af flere omgange med nye kræfter. Dette gør dem til enormt effektive jægere, og når de sætter jagten ind, kan vildhundene typisk tilbagelægge 60-70 kilometer.

Vildhundene jager for det meste mindre vildt, men de kan også tage bøfler eller små zebraer. De er ikke stærke nok til at forsvare sit bytte overfor andre større rovdyr på savannen, og når de først har nedlagt et bytte, æder de det med det samme i stedet for at grave det ned og gemme det, som andre rovdyr gør. I Zoo har vildhundene kun én fastedag om ugen modsat løver der nedlægger ét kæmpe bytte og æder det over flere dage, hvorefter de har en lang hvilepause. Vildhundene fodres med heste, geder, trafikdræbte rådyr, eller overskudsdyr fra Zoo. Når vildhundene fodres i Zoo, sker det med ét fælles stykke kød, for kampen for føden er med til at opretholde den rangorden, der er i vildhundeflokken.

Flokdyr
Vildhunde er sociale dyr og lever normalt i flokke på mellem seks og 30 individer. Flokken kontrolleres af en dominerende hun; alfahunnen. Når der serveres et måltid, kan alfahunnen demonstrere sin magt overfor flokken ved at æde som den første. Resten af flokken begynder ikke at æde, før hun med en lyd giver signal til de andre. Det er vigtigt, at der er føde til alfahunnen, så hun er sund og rask, da det er hende i flokken, der skal føde og opfostre unger. Alfahunnen er som regel den eneste der har lov at yngle. Hun kan dog i nogle tilfælde acceptere, at andre hunner får afkom, men så vil hun typisk tage deres afkom til sig som sine egne.

En vildhund kan få op til 20 hvalpe i et kuld, men det er langt fra alle der overlever. Så store kuld kan man dog kun passe, hvis man er en flok, der hjælper hinanden med at jage og skaffe føde. Alfahunnen deltager kun meget sjældent i jagt, når hun har unger. De andre i flokken fortærer byttet med lynets hast og løber derefter hjem til hulen, hvor de gylper maden op til ungerne. Men der kan være langt fra byttet tilbage til hulen, så det er praktisk at skulle skaffe mest føde i den kølige tid. Derfor føder vildhundene normalt i juni, hvor der er vintertid i den sydlige del af Afrika, hvor de lever. I Zoo tilpasser de sig omgivelserne og vejret de lever i, og derfor føder de ungerne i november og december, som er de køligste måneder på den nordlige halvkugle.

Pludselig går de bare
Når vildhundene lever tæt sammen i store flokke og altid er nødt til at samarbejde, kunne man forvente, at det kunne give konflikter i flokken. Men slåskampe mellem vildhunde i naturen forekommer stort set ikke. Er der uenigheder eller utilfredshed i flokken løses det simpelthen helt udramatisk ved at nogle individer bare går væk, og aldrig kommer tilbage. I Zoo kan man dog opleve slåskampe netop fordi dyrene ikke har mulighed for at forlade flokken, når de vil. Ude på savannen kan en gruppe unge hunner for eksempel pludselig vælge at forlade flokken med en alfahun i spidsen. De går ud for at finde nogle passende hanner, men de er meget kræsne og kan sagtens besøge op til flere grupper med hanner inden alfahunnen beslutter sig for, hvem der er den passende han, som hun vil danne par med. Sammen med den valgte alfahan styrer hun den nye flok.

Det er alfahunnen der tager denne beslutning, og hannerne kan intet gøre for at imponere hende eller fremhæve sig selv, og de slås derfor heller ikke indbyrdes, men afventer blot alfahunnens valg. Valget falder nødvendigvis ikke på den største eller stærkeste, men derimod den han alfahunnen fungerer bedst sammen med.

I zoologiske haver kan det af og til give problemer for avlen, for her sammensætter en avlskoordinator vildhunde-parrene i forhold til deres genetik og afstamning i en slags arrangerede ægteskaber. Fungerer parrene ikke sammen, så kommer der ikke unger, eller hunnen ignorerer de unger, der måtte komme.

En truet dyreart
Den afrikanske vildhund har været udbredt i store dele af Afrika, men antallet er hastigt faldende og arten er truet og i risiko for at uddø i naturen. Den store udfordring er, at de tilbageværende vildhundeflokke lever meget spredt og ikke kan blande sig, når de skal finde nye mager og yngle. Og selvom vildhundene lever i store flokke og er meget bevægelige, kan deres leveområder være adskilt af veje, bebyggelser og landegrænser og meget langt fra hinanden. Det er derfor svært for hundene at møde individer, som de ikke er beslægtet med, og det forringer efterhånden deres genetik.

Samtidig bevæger de sig typisk i de samme spor som vildtet, og her sætter de lokale jægere snarer ud for at fange vildt. Men snarerne fanger desværre også vildhundene. Nogle slipper med at miste et ben, andre er ikke så ”heldige” og slipper ikke levende ud af snaren. Nogle hunde dør også, fordi de bliver smittet med sygdomme fra tamhunde eller kommer i kontakt med lokalbefolkningen. Angreb på mennesker ses dog yderst sjældent, men vildhundene bliver jagtet, fordi de af og til angriber husdyr. Der ses dog en større og større forståelse for, at det er vigtigt at bevare vildhundene, blandt andet fordi de er effektive til at rydde op i syge og svage individer blandt vildtet og på den måde bidrage til at bevare sunde vildtbestande.