Totået dovendyr

Der findes to familier af dovendyr, delt op efter antallet af klør på deres forpoter. De totåede er delt i to arter og de tretåede er delt op i fire arter.

De nærmeste slægtninge er myreslugeren og bæltedyret, som du også kan opleve i Aalborg Zoo
En nyfødt unge er fuldt udviklet, med åbne øjne og store klør. Dem bruger den til at kravle op på moderens mave, men efter kun 3 uger kan den hænge selv.

Tilpasning til et liv hængende i træerne er mange. De indre organer ligger anderledes, pelsen gror anderledes, halsen har meget bevægelige led. Samtidig har tilpasningen til en fiberrig og ofte giftig kost gjort, at maven minder meget om en drøvtygger mave, dog med kort tarm.

Muskelmassen er meget lav, det laveste for et pattedyr, og dovendyret kan reelt ikke stå på sine ben, men må slæbe sig afsted når den er nede på jorden, med 16 meter i timen. I træerne kan de bevæge sig med op til 144 meter i timen.

Selvom dovendyret gør alt langsomt, skal man ikke tage fejl af deres evne til at forsvare sig, både med tænder og klør. Deres bedste forsvar er dog camouflage. I pelsen gror der alger, som hjælper med dette.

Dovendyret gør toilette på jorden, cirka en gang om ugen ved foden af dens yndlingstræ cecropia.
Dens syn er dårligt, men lugtesansen er ekstrem god. Dovendyret er desuden en god svømmer.

Dyrene lever hver for sig, men hunnen er sammen med sin unge i op til to år.

• Udbredelse: Central og Sydamerikas varme, fugtige tåge- og regnskove.
• Bestand: Dovendyret er ikke truet, men bestanden og dens leveområder mindskes hver dag på grund af jagt og fældning og afbrænding af skov.
• Vægt: Voksen: 4-9 kilo. Nyfødt: 350-450 gram
• Kropslængde: 54-74 centimeter
• Kønsmoden: Han: fra 4-5-årsalderen. Hun: fra 3-årsalderen
• Drægtighed: 5-6 måneder
• Antal unger: Normalt en
• Føde: Blade, skud, frugt og af og til insekter og smådyr
• Zoo-menu: Spinat, grøntsager og frugt, kogt æg
• Levealder: 10-15 år. I zoologiske haver op til 40 år

Toiletbesøg er en sjældenhed

Dovendyrene er specialbyggede til deres liv i trætoppene. Hårene i pelsen vender den modsatte vej, så vandet kan løbe af kroppen, når det regner, og de kan dreje hovedet usædvanligt meget, så de kan orientere sig og ikke kun hænge og kigge op i himlen. Men som deres navn antyder, så er de ikke de hurtigste dyr i skoven. Med en ”topfart” på 2,5 meter i minuttet kan de fleste følge med, når dovendyrene bevæger sig rundt. Og det er ikke kun deres bevægelser, der er langsomme, det er deres fordøjelse også.

Dovendyrene lever i træerne og sover eller hviler størstedelen af tiden. De kommer kun ned én til to gange om ugen for at gå på toilettet. Så man behøver altså ikke frygte at få efterladenskaber i hovedet, selvom dovendyrene kravler lige henover én Det Sydamerikanske Tropehus. I naturen kan toiletbesøgene være endnu sjældnere, fordi dovendyrenes føde er meget næringsfattigt. Men i Zoo, hvor de fodres med grøntsager, lidt frugt og nogle særlige foderpiller til bladædende dyr, er der mere energi i foderet, så det sætter lidt ekstra fart på fordøjelsen.

Fuglefrøstyven

Dovendyrene får deres foder serveret i små skåle oppe i træerne, og her er der god chance for Zoos gæster til at se dovendyrene, når de kravler på lianerne lige foran ens næse. Den øvrige tid kan det være lidt sværere at spotte dem højt oppe i trækronerne. Men især hannen har en sød tand, og han kravler gerne rundt mellem foderskålene for at sikre sig de søde frygtstykker, inden han går i gang med grøntsagerne. Han har også en forkærlighed for de fuglefrø, som ellers er tiltænkt Conure-fuglene, der også bor i det sydamerikanske tropehus. Somme tider fanger dyrepasserne ham på fersk gerning med næsen klistret ind i frø, så han kan altså ikke løbe fra, at han stjæler fuglenes frø. Dovendyrene spiser også gerne af ficustræernes i anlægget, især når de har nye friske skud, så i de perioder kommer de ikke så meget ned til foderskålene.

(Næsten) altid alene

Dovendyr er solitære, det vil sige, at de lever hver for sig i naturen, og de opsøger kun hinanden, når det er tid til at parre sig. Den adfærd kan man også iagttage i tropehuset i Aalborg Zoo. I parringsperioden er der godt liv i træerne, for så ”farer” de rundt efter hinanden, men den øvrige tid holder sig helst hver for sig i anlægget, og så det kan godt komme til en lille krise, hvis de mødes på en af lianerne, for så skal der lige forhandles om, hvem der skal bakke, og de ser på ingen måde ud til at være glade for at møde hinanden. Det samme gælder mor og unge. Ungen vil gradvist forlade moderen i længere og længere perioder og kravle rundt på egen hånd, indtil den til sidst lever helt selvstændigt, og herefter har de to ikke noget med hinanden at gøre.