Gylden løvetamarin

Den gyldne løvetamarin kaldes også for gylden løveabe.

Den lever i familiegrupper og er meget selskabelig indenfor familiegruppen. Den er meget aggressiv overfor fremmede. Individerne i gruppen udfører pelspleje og renser endda også hinandens tænder. Alt sammen er medvirkende til at styrke sammenholdet i gruppen. Den gyldne løvetamarin holder til oppe i trækronerne i mindst 10 meters højde, hvor den bruger 30-40 procent af sin vågne tid på at lede efter føde.

Da den er følsom overfor direkte sollys, kravler den ofte lidt længere ned i træerne midt på dagen, hvor solen er stærkest.

Den gyldne løvetamarin trives ikke særligt godt i skovområder, som har været forstyrret af mennesker. Man har beregnet, at der kun er 7 procent af dens oprindelige levesteder tilbage

Det er i de senere år lykkedes at få den gyldne løvetamarin til at yngle i fangenskab i zoologiske haver over hele verden og lave vellykkede genudsætninger i regnskoven i Brasilien.

• Udbredelse: Findes kun i et regnskovsområde i det sydøstlige Brasilien
• Bestand: Truet. Der er ca. 5000 individer tilbage i naturen. 
• Vægt: 600-700 gram
• Kropslængde: 35-40 centimeter
• Halelængde: 32-37 centimeter
• Kønsmoden: Efter cirka 15 måneder
• Drægtighed: 4-5 måneder
• Antal unger: 2, altid tvillinger
• Føde: Æder snegle, insekter, padder og fugleæg. Desuden søger den føde i trætoppene og æder frugt, blomster, saft og nektar fra blomsterne.
• Levealder: 10-15 år i fangenskab

Før 1500-tallet fandtes der en betydelig population af gyldne løvetamariner langs kysten af Rio de Janeiro. Desværre blev deres levesteder gradvist reduceret som følge af europæisk kolonisering, skovrydning, landbrug og byudvidelse, hvilket førte til en dramatisk tilbagegang i antallet af løvetamariner. Især fragmenteret skov udgjorde et betydeligt problem, da kun en lille gruppe løvetamariner kunne parre sig med hinanden, hvilket resulterede i indavl. I 1960'erne var der under 200 individer tilbage, og arten blev betragtet som uddød i naturen.

Udfordringer ved genudsætning

Mellem 1984 og år 2000 var zoologiske haver med til at genudsætte 146 gyldne løvetamariner i deres naturlige levesteder i et forsøg på at reintroducere dem i naturen. Men langt fra alle overlevede i dette første forsøg. Løvetamariner der har tilbragt størstedelen af deres liv i fangenskab, står nemlig over for store vanskeligheder, når de genudsættes i naturen. De er ikke vant til de barske forhold, de støder på i naturen, herunder rovdyr, skiftende vejrforhold og behovet for at finde deres egen føde.

I andet forsøg gav man gradvist løvetamarinerne adgang til naturen, så de langsomt kunne øve sig i at tilpasse sig miljøet og udvikle de nødvendige overlevelsesfærdigheder. Dette gav dem også mulighed for at parre sig med andre løvetamariner i naturen, hvilket resulterede i unger, der havde langt bedre succes med at klare sig i det vilde.

I 2014 blev dyrene genoptalt, og der var nu en bestand på 3700 løvetamariner. Dog var de ikke uden for fare, da over 30% af den vilde bestand i 2018 blev ramt af gul feber. Derfor fortsatte det hårde arbejde med at beskytte arten, hvorfor man i 2020 begyndte at vaccinere den vilde population mod gul feber og bygge broer mellem de forskellige stykker fragmenteret skov.

I 2023 blev arten genoptalt, og der lever nu ca. 5000 løvetamariner i den atlantiske skov. Dette gør, at arten har haft en positiv udvikling fra at være katagoriseret som uddød i naturen til nu ”kun” at være truet.

Dværgisme og unikke klør

Et andet interessant aspekt ved løvetamarinen er den evolutionære dværgisme, de har undergået gennem århundrede. Over tid er løvetamariner blevet mindre, og de har udviklet unikke anatomiske træk. For eksempel har de udviklet klør på fire af deres fingre, hvilket er en sjældenhed blandt aber. Disse klør tillader dem at kravle lodret på store træstammer, hvor andre aber normalt tager fat rundt om træstammerne. Derudover har løvetamarinen længere fingre og arme end de andre silkeaber. Disse bruger de til at kunne nå ind bag bark eller hulrum, hvor de kan finde føde.

I ly for natten

Om natten søger løvetamariner ly i huller i træerne for at undgå rovdyr og finde sikkerhed. Derfor er det afgørende at give dem redekasser i fangenskab, hvor de kan føle sig trygge og sikre. For at efterligne deres naturlige adfærdsmønstre har løvetamarinerne i Aalborg Zoo adgang til to redekasser, som de kan skifte mellem med et par dages mellemrum. Løvetamariner har duftkirtler, som de gnubber op og ned ad grene og barken for at markere sin tilstedeværelse og territoriale grænse.