Rensdyr

Rensdyret tilhører hjortefamilien, hvori der findes i alt 36 arter. Både ko og tyr har gevir, hvilket er unikt indenfor hjortene.

Dyrene, der lever højt mod nord, kaldes også for rener og er nok mest kendt for at være trækdyr for julemandens slæde. Det er dog et meget vigtigt dyr for samerne og for andre naturfolk forskellige steder i verden, som holder rener for kødets skyld eller for at lave tøj af skindet.

I foråret samles flere rensdyrflokke for at vandre til sommergræsningsområderne. Her kan man se flokke på op til 200.000. Når rensdyr vandrer, foregår det i trav, og de bevæger sig med en gennemsnitshastighed på 30 kilometer i timen. En ren, der løber, kan nå op på 60-80 kilometer i timen.

Rensdyr er desuden dygtige svømmere, blandt andet fordi deres luftfyldte pels fungerer som svømmevest.

Dyret kan tåle temperaturer helt ned til minus 40 grader celsius, men tåler varme meget dårligt.
Rensdyr har brede og flade klove, som fungerer som snesko. Endvidere har de i benene en sene, som siger klik-lyde, når de går. Disse lyde gør det nemmere for dyrene at holde sammen i dårligt vejr.
Rensdyr ser dårligt, men har derimod en god lugtesans, som bruges til at finde føde og til at opdage farer.

Dyret er planteæder, men det kan for at få et proteintilskud, finde på at dræbe lemminger og æde dem.

• Udbredelse: Tundra på den Nordlige halvkugle – Canada, Finland, Grønland, Mongoliet, Norge, Rusland og Svalbard
• Bestand: Jagt og ødelæggelse af levesteder har medført nedgang i antallet
• Vægt: 90-270 kilo. I Norden sjældent mere end 150 kilo
• Skulderhøjde: 90–140 centimeter. I Norden sjældent mere end 120 centimeter
• Kropslængde: 120-220 centimeter
• Kønsmoden: Fra 2-3-årsalderen
• Drægtighed: 7-8 måneder
• Antal unger: Normalt kun 1
• Føde: Lav, mos, græs og blade
• Levealder: 12-15 år
• Latinsk navn: Rangifer tarandus

Specialdesignet til jobbet som Julemandens hjælpere

For mange er en rigtig jul en hvid jul, og med rensdyr spændt for kanen, skal Julemanden nok nå sikkert frem med alle gaverne, også selvom der er faldet sne. Rensdyrene går nemlig på store og brede klove, der kan spredes ud, så de fungerer, ligesom når mennesker tager snesko på. Under foden har rensdyrene en blød trædepude, men når vejret bliver koldt, bliver puden hård, så dyrene også kan skrabe let is og sne væk. Af sammen grund lever rensdyrene i Aalborg Zoo på et hårdt underlag, så de kan slide deres klove. Hvis de for eksempel gik på blødt græs, så skulle klovene beskæres hele tiden. 

Rensdyrenes klove er dog ikke det eneste, der udgør deres vintervenlige indretning, og selv den koldeste decemberkulde er ingen udfordring for rensdyrene. De er beskyttet af en særlig todelt pels, som består af en varm, ulden inderpels og en tæt, hårdfør yderpels, med luftfyldte hår, der giver ekstra god isolering.

Pelsen er bølgeformet, så hårene lægger sig hen over hinanden, og laver en form for kappe om deres hud. Så rensdyrene kan sagtens stå ude med en halv meter sne på ryggen, og samtidig være fuldstændig tørre inde ved huden. 

Rensdyrene lever derfor i bedste velgående helt uden at fryse i de kolde og sneklædte arktiske egne, hvor temperaturen snildt kan falde til både 40 og 50 minusgrader.

Rudolf med den røde tud

Der er faktisk en slags belæg for historien om den gæve Rudolf, der kommer julemanden til undsætning med sin karakteristiske røde tud. Rensdyr har nemlig en rødlig næse inde under pelsen, og det er der en god forklaring på. Rensdyrene har usædvanligt mange blodkar i næsen, så når de indånder den ekstremt kolde arktiske luft, opvarmer en labyrint af små blodkar luften, inden den når ned i dyrets lunger. Der er dog intet der tyder på, at rensdyr bruger næsen som vejviser ligesom Rudolf, men de har en anden genial indretning, der er med til at sikre, at de ikke farer vild i sneen.

Sneskovlen sidder på hovedet

Hos rensdyrene har både hanner og hunner gevir, og det er i sig selv unikt. Rensdyr er nemlig den eneste hjorteart, hvor hunnerne også får gevir, fordi de har brug for det på deres barske levesteder. 

Geviret er udformet, så det kan fungere som en lille sneskovl, der er helt perfekt, når rensdyrene skal skrabe sig gennem sne og is, for at komme ned til deres føde. Rensdyrene lever af græs, mos, blade og lav, og om vinteren må de ofte grave gennem tykke lag sne for at finde føde, og det er baggrunden for en anden helt særlig tilpasning hos rensdyrene.

Rensdyrene taber deres gevir hver vinter, men de har tilpasset sig sådan, at det ikke sker på samme tid for dem alle. Hannerne mister deres gevir først, mens de drægtige hunner beholder deres noget længere. Hvis det bliver småt med føde, er det således de drægtige hunner, der har de bedste odds for at overleve og sikre de ufødte kalve, og dermed artens overlevelse.

Om foråret vokser geviret ud igen, altid lidt større for hvert år. Det nye gevir er dækket af en blød, pelset hud kaldet bast, og den sørger for blodtilførsel til geviret, mens det gror. Når geviret er færdigvokset, løsnes basten, og derfor kan man opleve, at rensdyrene står og mosler og gnubber deres gevir mod grantræernes grene for at feje basten af. Det kan se dramatisk ud med de blodige gevir, men der er intet der tyder på, at det er smertefuldt for dyrene, det giver højst noget kløe.