
Vil du donere et dyr til foder?
I Aalborg Zoo er det vores ansvar at sikre vores dyr en sund, naturlig og artsrelevant kost. Derfor modtager vi med taknemmelighed dyredonationer fra både private og erhverv til aflivning og slagtning hos os.
Rovdyr har brug for hele byttedyr – inklusive pels, knogler og organer – da det bidrager til både berigelse, ernæring og trivsel. Ved at lade nødvendige aflivninger blive en del af fødekæden, undgår vi spild og skaber i stedet en meningsfuld afsked, hvor dyret kan komme til gavn for både havens rovdyr og naturen.
Vi modtager både heste og mindre byttedyr som fx. marsvin, kaniner og høns. Har du en forespørgsel på andre dyr, så er du meget velkommen til at kontakte os. Bemærk venligst, at vi ikke modtager andre rovdyr som fx. hunde og katte i donationer.
Donation af heste:
Har du en hest, der skal herfra, så modtager vi den gerne. Vi sørger for hurtig aflivning af uddannet personale, og du kan være med hele vejen, hvis du ønsker. Bemærk venligst, at vores behov varierer henover året, og der kan forekomme venteliste på hestedonationer.
Før du overvejer at kontakte os vedrørende donation skal følgende betingelser være opfyldt:
1) Hesten må maksimalt være 147 cm i stangmål
2) Hesten skal være i dyreværnsmæssig forsvarlig tilstand til transport og ikke være i behandling for sygdom som minimum inden for de sidste 30 dage
3) Hesten skal have hestepas
Hesten skal leveres levende til Aalborg Zoo, hvor den vil blive aflivet af uddannet personale og dernæst slagtet.
Aalborg Zoo modtager hesten som donation, og du kan som ejer af hesten opnå et ligningsmæssigt fradrag for værdi af hesten. Det kræver blot, at du oplyser dit cpr.-nummer og/eller cvr.-nummer ved indlevering af hesten.
Værdien af hesten opgøres til 5 kr. pr. kg.
Ønsker du ikke at oplyse cpr.-nummer for at opnå ligningsmæssigt fradrag, modtager vi stadig gerne hesten.
Donation af mindre byttedyr:
Vi modtager også gerne mindre husdyr fx. kaniner og marsvin.
Vi tager pt. ikke imod fjerkræ grundet fugleinfluenza.
Disse kan afleveres på hverdage mellem kl. 10 og 13 uden aftale. Dog maks 4 individer ad gangen. Ønsker du at donere flere dyr på én gang, beder vi dig kontakte os for at lave en aftale om aflevering.
Medbring venligst dyret levende i en kasse, der kan følge dyret – og som du ikke skal have med retur (fx. en papkasse).
Vi tilbyder ikke betaling for donationerne, men ved oplysning af cpr.-nummer kan du få 100 kr. i ligningsmæssigt fradrag pr. indleveret dyr.
Kontakt os på: [email protected]
Du kan forvente svar i løbet af en uges tid.