Rothschild giraf

Rothschild giraf

Giraffamilien består af okapi og giraf, der begge lever i Afrika. Giraffen er udbredt på savannerne syd for Sahara.

De langhalsede dyr lever i flokke på op til 50 individer, men færdes ofte meget spredt på et stort område, og der sker løbende udskiftning i flokkens medlemmer. De tilbringer en stor del af dagen med at søge føde, mens den varmeste del af dagen bruges til at tygge drøv.

Med deres lange halse kan de spise føde, som ingen andre planteædere kan nå. Den 45 centimeter lange tunge bruger dyret til at nå bladene uden at blive stukket af torne. Hungiraffen æder 12 timer i døgnet og kan spise omkring 60 kilo blade og skud om dagen.

Giraffens netmønster er karakteristisk for hvert enkelt individ på samme måde som menneskets fingeraftryk. Mønstret fungerer som camouflage, da det ligner bladskygger, men formodentlig også som individuelle kendetegn.

Iagttagelser i zoologiske haver har vist, at giraffen sover mindre end en time i løbet af et døgn.

  • Udbredelse: Uganda og Kenya
  • Bestand: Rothschild’s giraf er gået meget tilbage i Uganda. Generelt er giraffen almindelig i Østafrika
  • Vægt: Han: 800-1.930 kilo. Hun: 550-1.180 kilo
  • Højde: Han: 4,7-5,3 meter. Hun: 3,9-4,5 meter
  • Parringstid: Året rundt
  • Kønsmoden: Han: Fra cirka 3,5 årsalderen. Hun: Fra 4-5-årsalderen
  • Drægtighed: 453-464 dage
  • Antal unger: 1, sjældent 2
  • Zoo-menu: Hø, grene, sojaskrå, majsflager, frugt, grønt, kraftfoder samt mineraler
  • Levealder: Op til 25 år i naturen. Kan blive ældre i fangenskab

Læs videre og lær Rothschild giraffen endnu bedre at kende

Hvad er en Rothschild giraf?

Der findes fire forskellige girafarter, og i Aalborg Zoo har vi Rothschild-giraffer. Arten kan kendes på, at deres ben er helt hvide og uden pletter fra knæene og ned. Arten kaldes også for ”fem-hornet” giraf, fordi den udover de to store horn oven på hovedet også har to mindre knolde bag på hovedet og et horn på næsen, det ses tydeligst hos de gamle hanner. De øvrige arter adskiller sig for eksempel ved deres hovedform eller farven og formen på deres pletter. Der kan dog også være stor farveforskel indenfor samme art. Der er en lille tendens til at hannerne og de ældre giraffer er lidt mørkere i mønsteret, men i Aalborg Zoo har man dog også en hun, der er meget mørk.

Store dyr kan også være bange

På trods af at giraffen er verdens højeste landlevende dyr, så er giraffen et af savannens byttedyr – og dét kan mærkes i dens temperament. De er ekstremt nysgerrige og årvågne, men også ekstremt nervøse, og for dyrepasserne i Zoo kan det godt være lidt besværligt. Hvis der ligger et halmstrå forkert, når girafferne skal lukkes ud af stalden, og de beslutter sig for, at det er farligt, så går de simpelthen ikke ud, før det er væk. Og det er ikke altid ligetil for dyrepasserne at regne ud, hvad det er der skræmmer girafferne, for det kan sagtens være ting, de har set tusind gange før. Det kan være alt fra et blad til et stykke slikpapir til nyfaldne regndråber, der laver mørke prikker på asfalten.

Hvis man kommer for tæt på en giraf, og den føler sig truet, så sparker de – og de sparker rigtig hårdt. Et spark fra en giraf er cirka ti gange hårdere end fra en hest og kan let dræbe en fuldvoksen hanløve. Giraffer er sky og nervøse, men på ingen måde ondskabsfulde, men man skal passe på deres spark, for det er sådan de forsvarer sig, hvis de bliver bange. Når dyrepasserne går inde hos dem i stalden om morgenen for at give dem mad, går de og fløjter og snakker med dem, så de hele tiden ved, hvor der er.

Giraffernes højde giver dem åbenlyse fordele. De kan nå føde, som ingen andre kan nå, så de konkurrerer ikke med andre dyr om føden på savannen. Og højden giver dem et fantastisk udsyn, som sammen med en god portion nysgerrighed giver en vældig god beskyttelse mod rovdyr. Der foregår ikke meget på savannen, som girafferne ikke opdager, og det er virkelig svært at snige sig ind på en giraf.

Sover stående

Giraffernes nervøse temperament betyder også, at de yderst sjældent lægger sig ned. Det tager ganske lang tid at få en liggende giraf stablet på benene, og det er simpelthen for farligt for de vildtlevende giraffer, så derfor sover de stående. Det er dog ikke tilfældet i Aalborg Zoo. Her møder dyrepasserne næsten hver morgen ind til liggende giraffer i stalden, og det kan endda nogle gange være svært at få dem op af halmen og ud på savannen. Om sommeren kan man ofte se hele flokken ligge helt rolig under åben himmel på savannen. Dyrepasserne tager det som et tegn på, at girafferne føler sig trygge i haven.

En specialiseret drøvtygger

Giraffernes primære fødekilde er blade fra akacietræet. Med tungen, der er næsten en halv meter lang, fisker de blade ud mellem akacietræets lange, sylespidse pigge. Tungen er ru og strid, og en masse slim sørger for, at den lettere glider af på de skarpe pigge. Tungen er også meget mørk, næsten sort, for giraffen står med tungen ud af munden så mange timer i den stærke sol, at tungen ville blive solskoldet, hvis den var lyserød.

Giraffer er drøvtyggere ligesom køer, så maden skal gylpes hele vejen op gennem deres lange hals for at blive tygget en ekstra gang. Det kan se meget mærkværdigt ud, for man kan følge kuglen af mad, der kommer hele vejen op gennem halsen, inden kinderne spiler ud og munden fyldes op igen. Selvom giraffer tygger drøv som koen, kan deres maver ikke tåle almindeligt hø. De skal have foder, der er baseret på blade fremfor græs. I Zoo fodres de derfor med en særlig lucernehø. De får også kraftfoder og grene, hvor de æder bark og blade, og en speciel foderpille fra Afrika, der er lavet af knust akacietræ.

Vigtige forskningsdyr

Det bliver ofte sagt, at giraffer har et stort hjerte, men i forhold til deres kropsstørrelse er det ikke større end hos andre dyr. Til gengæld har de et enormt højt blodtryk, for at kunne pumpe blodet den lange vej op til hjernen. Et specielt system i blodårerne sørger så for, at hjernen ikke eksploderer af trykket, når de bøjer hovedet ned for at drikke. Der forskes meget i giraffers høje blodtryk, og derfor bliver giraffens organer også doneret til forskning, når den dør, og måske kan viden om, hvordan de kan holde til det høje blodtryk, komme mennesket til gavn.