Specialdesignet til jobbet som Julemandens hjælpere
For mange er en rigtig jul en hvid jul, og med rensdyr spændt for kanen, skal Julemanden nok nå sikkert frem med alle gaverne, også selvom der er faldet sne. Rensdyrene går nemlig på store og brede klove, der kan spredes ud, så de fungerer, ligesom når mennesker tager snesko på. Under foden har rensdyrene en blød trædepude, men når vejret bliver koldt, bliver puden hård, så dyrene også kan skrabe let is og sne væk. Af sammen grund lever rensdyrene i Aalborg Zoo på et hårdt underlag, så de kan slide deres klove. Hvis de for eksempel gik på blødt græs, så skulle klovene beskæres hele tiden.
Rensdyrenes klove er dog ikke det eneste, der udgør deres vintervenlige indretning, og selv den koldeste decemberkulde er ingen udfordring for rensdyrene. De er beskyttet af en særlig todelt pels, som består af en varm, ulden inderpels og en tæt, hårdfør yderpels, med luftfyldte hår, der giver ekstra god isolering.
Pelsen er bølgeformet, så hårene lægger sig hen over hinanden, og laver en form for kappe om deres hud. Så rensdyrene kan sagtens stå ude med en halv meter sne på ryggen, og samtidig være fuldstændig tørre inde ved huden.
Rensdyrene lever derfor i bedste velgående helt uden at fryse i de kolde og sneklædte arktiske egne, hvor temperaturen snildt kan falde til både 40 og 50 minusgrader.
Sneskovlen sidder på hovedet
Hos rensdyrene har både hanner og hunner gevir, og det er i sig selv unikt. Rensdyr er nemlig den eneste hjorteart, hvor hunnerne også får gevir, fordi de har brug for det på deres barske levesteder.
Geviret er udformet, så det kan fungere som en lille sneskovl, der er helt perfekt, når rensdyrene skal skrabe sig gennem sne og is, for at komme ned til deres føde. Rensdyrene lever af græs, mos, blade og lav, og om vinteren må de ofte grave gennem tykke lag sne for at finde føde, og det er baggrunden for en anden helt særlig tilpasning hos rensdyrene.
Rensdyrene taber deres gevir hver vinter, men de har tilpasset sig sådan, at det ikke sker på samme tid for dem alle. Hannerne mister deres gevir først, mens de drægtige hunner beholder deres noget længere. Hvis det bliver småt med føde, er det således de drægtige hunner, der har de bedste odds for at overleve og sikre de ufødte kalve, og dermed artens overlevelse.
Om foråret vokser geviret ud igen, altid lidt større for hvert år. Det nye gevir er dækket af en blød, pelset hud kaldet bast, og den sørger for blodtilførsel til geviret, mens det gror. Når geviret er færdigvokset, løsnes basten, og derfor kan man opleve, at rensdyrene står og mosler og gnubber deres gevir mod grantræernes grene for at feje basten af. Det kan se dramatisk ud med de blodige gevir, men der er intet der tyder på, at det er smertefuldt for dyrene, det giver højst noget kløe.
