Kapivar

Kapivar

Kapivaren er verdens største gnaver, og ordet "kapivar" betyder "græssets herre" på et af indianersprogene i Sydamerika.

Den tilbringer morgenen på land og går derefter ned i vandet for at tilbringe de varme eftermiddagstimer der. Kapivarens øjne, næse og ører sidder højt placeret på dens hoved, hvilket gør den i stand til at være næsten helt nedsænket i vand, men samtidig trække vejret, se og høre.

Den sydamerikanske gnaver kan få unger året rundt, men de fleste parringer finder sted i maj måned, lige op til regntiden. Ungerne fødes i september og oktober måned.

Kapivarer lever normalt i grupper, som består af en dominerende han, et par hunner samt nogle lavere rangerende hanner og et varierende antal unger. Hver gruppe har et territorium, som den dominerende han markerer med urin. Man kan også se hanner gå alene og forsøge at blive optaget i gruppen. Den dominerende han vil dog ofte jage sådanne hanner væk.

 

  • Udbredelse: Sumpområder i Sydamerika fra Panama i nord til og med Argentina i syd
  • Bestand: Kapivaren bliver jaget hårdt af landmænd i visse leveområder, fordi den konkurrerer med landmændenes husdyr om maden – det vil sige planter og græs. Det er én af grundene til, at der i Venezuela i 1968 blev indført regler om, hvor mange kapivarer der må dræbes hvert år. Dette har medført at kapivar bestanden i dag er stabil.
  • Vægt: Hanner: 35-64 kilo. Hunner: 37-66 kilo
  • Skulderhøjde: 50-62 centimeter
  • Kropslængde: 1-1,5 meter
  • Kønsmoden: Fra 18-månedersalderen
  • Drægtighed: 150 dage
  • Antal unger: 2-7
  • Føde: Lever udelukkende af planter, som findes i, eller tæt ved vand
  • Levealder: 5-10 år