Mata mata’en er en solitær, natteaktiv sumpskilpadde som lever i ferskvands floder, vandløb, moser og sumpe i, og omkring Amazonas og Orinoco.
Den har et usædvanligt udseende med frynser i hele hovedet og en bred mund i en bue så det ligner den har et stort smil hele tiden. Frynserne på siden af hovedet hjælper med at opfange bevægelser i vandet og bruges desuden i parringsritualer. På dansk kaldes den nogle gange for frynseskildpadde.
Ser man dyret oppefra kan den være rigtigt svær at få øje på, da hovedet ligner et blad og skjoldet et stort stykke bark. Dette er en vigtig del af dyrets jagt adfærd da den ligger helt stille i de mørkvandede vandområder indtil et byttedyr kommer forbi og den skyder sin lange hals afsted mod den uheldige, den bruger så vakuum til at sluge dyret og lukker derefter det vand den tog med ind, ud igen. Under udviklingen af denne specielle fødesøgningsadfærd, har den mistet evnen til at tygge og kan altså udelukkende kun sluge sin føde. Den ser rigtigt godt – også om natten, hvilket er vigtigt når den ligger på lur i det mørke vand.