Oplevelser i Nordjylland

Aalborg Zoo er ikke kun for de mindste, her er oplevelser for både store og små. Læs med i vores guide om de oplevelser, I kan nyde sammen.

Oplevelser i skønne Nordjylland

Nordjylland byder på masser af oplevelser. Her er by og byliv til dem, der elsker at gå på marked og café. Og så er der den særegne, vilde natur, som Nordjylland er så kendt for, og som efterlader et helt særligt indtryk; de mange sandbanker i klitlandskabet, den golde hede eller det imponerende fjordlandskab. For slet ikke at tale om dyrelivet.

Publikum ved savannen


Og hvis man har lyst til at opleve dyr helt tæt på – uden at være iført vandrestøvler og med adgang til varm kaffe lige om hjørnet – byder Nordjylland også på den mulighed i Aalborg Zoo. Her er der store oplevelser at hente for hele familien. Mød de altid fascinerende tigre, løver og giraffer eller helt særlige dyrearter som myreslugere, bæltedyr og kapivarer for måske første gang.


I Aalborg Zoo er naturbevaring vigtigt, og her skinner kærligheden til naturen igennem. Både til naturen, der omgiver os og som giver så mange oplevelser i Nordjylland. Og så den natur, som mange af dyrearterne i haven oprindeligt stammer fra.

Oplev dyr fra hele verden lokalt i Nordjylland

Det er ret vidunderligt at opleve så mange eksotiske dyr - lige her i Nordjylland. På kort tid møder du både en californisk søløve, en afrikansk vildhund, en colombiansk edderkopabe og en asiatisk løve. Jaja, kom ikke og sig, at Nordjylland ikke er et internationalt hotspot.

 

Der er meget at opleve for dyreelskeren. For eksempel de legesyge isbjørne, der svømmer rundt i deres naturtro anlæg. Du kan både se dem svømme rundt dybt nede i vandet og vandre rundt på jorden. Det er fascinerende at opleve så store dyr helt tæt på.

 

Gå også på opdagelse hos lemurerne, og oplev de finurlige dyrs færden, mens du går gennem deres anlæg. Og så kan du jo se, om du kan spotte de små arbejdere, der lever og knokler i lemurernes inderanlæg. Den bløde biobund er fyldt med bl.a. bænkebidere, der nedbryder afføring og foderrester fra lemurerne, så klimaet i anlægget er helt rigtigt for de små, fine aber.

 

Aalborg Zoo ligger tæt på centrum, så et besøg i den zoologiske have kan nemt kombineres med andre oplevelser i Nordjyllands største by. Nyd en bid mad på en af byens mange restauranter, tag på en hyggelig shoppetur, nyd den flotte havnefront eller besøg spændende museer. Her er rig mulighed for at få én på opleveren.

 

Spis, shop og mød dinosaurerne

Der skal selvfølgelig også være plads til en pause imellem de mange spændende oplevelser, når du besøger Aalborg Zoo. Få ny energi med mad og drikke på de hyggelige spisesteder rundt i haven. Det kendte Aalborg-konditori, Penny Lane, byder på varme drikke og lækre brød og kager, mens grill-selv-området tilbyder hyggelige omgivelser med bænke og borde, hvor I kan nyde medbragt mad og drikke. I kan endda gøre lidt ekstra ud af frokosten og grille, hvis I har lyst til det.

 

Aalborg Zoo har naturligvis en shop, hvor der er mulighed for at købe en souvenir fra besøget i haven. Måske har børnene forelsket sig i en sød panda-bamse, som bare må med hjem? Har du en lille dino-elsker med, kan I også købe små dinosaurer som dem, I kan opleve på Nordjyllands måske farligste udstilling; Dinosaurlandet. 

 

Her kommer I helt tæt på 20 næsten-levende dinosaurer. De ser i hvert fald ægte ud, siger lyde og har samme størrelse som de rigtige dinosaurer havde. Måske kender familiens dino-ekspert en parasaurolophus eller en styracosaurus? Det er blot nogle af dem, I kan opleve i Dinosaurlandet.

 

 

 

Forskning og formidling bidrager til den gode oplevelse

Kærlighed til naturen og dyrelivet spiller en stor rolle i Aalborg Zoo. Ved at indsamle viden fra dyrene og formidle den videre til vores gæster, kan vi alle blive klogere på det fantastiske dyreliv, som haven rummer. Aalborg Zoo arbejder for at styrke indsatsen mod truede dyrearter og indsamler viden til forskning, der kan hjælpe arbejdet med denne vigtige sag. Dermed kommer Nordjylland også på verdenskortet internationalt, da vores viden kan hjælpe andre zoologiske haver – og omvendt!

 

En helt særlig oplevelse i haven er vores arrangementer og speaks, hvor gæster kan lære meget mere om dyrene, og høre om, hvordan vi deltager aktivt i naturbevarelsesprojekter – både lokalt og internationalt.

Bliv klogere på FN's verdensmål

Der er oplevelser for folk i alle aldre i Aalborg Zoo. Vores udstilling, Verdensrummet, udspringer af FN’s verdensmål om bæredygtig energi, ansvarligt forbrug og produktion, partnerskaber for handling samt livet på land. Både store og små kan tage ved lære af udstillingen – uanset hvilket kendskab de har til verdensmålene i forvejen. Udstillingen er nemlig lavet, så den taler til sanserne, og her kan alle være med. Oplev fx vinger fra en 97m lang vindmølle på helt tæt hold – de modige kan endda gå helt ind i selve vingen.

 

 I udstillingen bliver fire udvalgte verdensmål udfoldet med ideer til små indsatser, som kan gøre en stor forskel og gøre verdensmål til hverdagsmål.  Med udstillingen håber vi at sætte tankerne i gang og inspirere vores gæster til at tænke over verdensmålene i dagligdagen. Det er samtidig en god anledning til at tale med børnene om den vigtige dagsorden, og om, hvordan vi sammen passer på vores verden.