BOS Foundation

Aalborg Zoo er det eneste sted i Danmark man kan opleve de fantastiske Borneo-orangutanger. Gennem Borneo Orangutang Survival (BOS) bidrager Aalborg Zoo direkte til naturbevarende indsatser og efterfølgende til genudsætning af individer.

BOS Foundation genopretter skov og reetablerer orangutangernes naturlige habitat, samtidig med at efterladte unger eller syge dyr behandles og genudsættes, når de er klar. Kombinationen af at reetablere og genudsætte er ekstremt vigtig for arten grundet de mange konfliktområder mellem mennesker og orangutanger, men også biodiversiteten i de genoprettede områder blomstrer.

Støtten går til genudsætningen af individer, herunder også medicinske behandlinger, føde og sporingsenheder, så man efter genudsættelse kan følge med i, hvordan individerne klarer den og dermed kan overvåge adfærden af arten i naturen.