
Åbent i dyrepassernes køkkener
D. 6.-7. september
Kom og kig indenfor bag kulissen, hvor dyrepasserne har deres daglige arbejde, og vær med til at fodre dyr rundt i haven.
Program begge dage:
Kl. 11.00-15.00: Åbent i rovdyrkøkkenet, savannekøkkenet og køkkenet i Det Sydamerikanske Tropehus
Kl. 10.45: Hjælp med at fodre vortesvinene
Kl. 12.45: Fodring ved edderkoppeaberne i Det Sydamerikanske Tropehus
Kl. 13.45: Fodring af isbjørne
Kl. 14.30: Hjælp med at fodre næsebjørne
Bag kulisserne hos dyrepasserne
At være dyrepasser er for mange børn, og måske også voksne, noget af en drøm. Det er også et job, som indebærer at man kommer tæt på mange forskellige dyrearter, og hele tanken om at tage godt vare på dyr i dagligdagen tiltaler alle os, som elsker dyr.
I dag består dyrepassernes arbejde helt overordnet i at sikre den bedste trivsel og velfærd ved dyrene. Det sker ved at dyrene går i anlæg, som stimulerer dem til at udvise naturlig adfærd, at de fodres med ernæringsrigtigt foder, og at dyrene beriges med aktiveringsfoder- og legetøj. Nogle dyrearter trænes også i det daglige, både for at vi kan tjekke deres sundhedstilstand og vænne dem til f.eks. transportkasser, at få medicin, og i det hele taget at lette de daglige procedurer ved dyrene.
Kom og vær med helt tæt på dyrepasserne og deres dyr denne weekend, og bliv rigtig klog på det spændende arbejde og de fantastiske dyr.