Vestafrikansk chimpanse

Vestafrikansk chimpanse

Mennesket er chimpansens nærmeste slægtning og 98,2 procent af deres gener er lig menneskets.

Chimpansen er én af de få dyrearter, som bruger redskaber. Bearbejdede grene stikkes ind i termitboer for på den måde at hive termitter ud, der ædes. Sten bruges til at knække hårde nødder. Sammenkrøllede blade bruges som en slags svamp til at få vand op af hule træstubbe. Det er meget forskelligt fra gruppe til gruppe hvilke redskaber, de bruger.

Chimpanser har et varieret sprog bestående af dels lyde og mimik, dels berøringer, bevægelser og positurer.

Chimpanser lever i løst sammensatte flokke med én dominerende han. Chimpanseflokken beskyttes af flokkens hanner, som dog alle er underlagt lederhannen.

Chimpanser bygger sovereder af grene og kviste, og chimpanseungerne er først voksen og uafhængig af deres mødre som cirka 6-årige.

Chimpansegrupper kan føre »krig« mod andre grupper, og kannibalisme er registreret i chimpanseflokke i naturen.

Man inddeler chimpanser i 3 underarter, derudover findes dværgchimpansen bonobo.

  • Udbredelse: Tropisk regnskov og skovsavanne i Vest- og Centralafrika
  • Bestand: Truet på grund af udryddelse af levesteder, samt jagt
  • Vægt: Han: 43-60 kilo. Hun: 33-47 kilo
  • Højde: 70-170 centimeter
  • Kønsmoden: Han: fra 7-8-årsalderen. Hun: fra 6-10-årsalderen
  • Drægtighed: 225 dage
  • Antal unger: En, sjældent to
  • Føde: Frugt, blade, nødder, bark, frø, termitter og myrer. Til tider også mindre pattedyr
  • Zoo-menu: Frugt og grønt, friske grene - gerne med blade, rosiner, æg, havregryn, risengryn, mælkeprodukter, brød, hvidtøl, the, saftevand, marmelade, honning, samt abepiller.
  • Levealder: 30 - 40 år. I zoologiske haver mere end 50 år