Kongesnog

Kongesnog

Californisk kongesnog er en underart af almindelig kongesnog, som findes over det meste af Nordamerika. Den er en af de mest populære slanger at holde som kæledyr. Dens latinske navn Lampropeltis, betyder blankskjoldet og hentyder til dyrets blanke og glatte skæl.

Den californiske kongesnog kvæler sit bytte og er kendt for at kunne æde giftslanger som klapperslanger og mokasinslanger. I Amerika kaldes kongesnogene for "Kingsnakes" eller "Milksnakes". Sidste betegnelse skyldes en gammel sejlivet historie om, at disse slanger om natten skulle suge mælk fra køernes yver.

Kongesnogen lever alene. Hannen og hunnen mødes kun for at parre sig.

  • Udbredelse: Findes i staterne Oregon, Utah, Arizona, Nevada, Californien og den nordlige del af Mexico. Findes især i ørken - og skovområder, samt på opdyrket jord
  • Bestand: Almindelig
  • Vægt: 0,5-1 kilo
  • Kropslængde: Op til 150 centimeter
  • Antal æg: Op til 20 æg
  • Føde: Mange forskellige slags dyr blandt andet fisk, frøer, øgler, gnavere og endda giftslanger
  • Zoo-menu: Mus, dværghamstre og halvvoksne ørkenrotteunger
  • Levealder: Op til 15 år