Kirkeuglen

Kirkeuglebestanden er gået fra at være Jyllands mest almindelige ugle i 1960erne til i 2020 kun at bestå af 15 kendte par.

Kirkeugler yngler som 1-årige og kan under gunstige (føde)betingelser producere 6 æg og unger per par årligt. I perioden 1980-1990, hvor bestanden af kirkeugler i Himmerland syntes at være relativ stabil, var den gennemsnitlige kuldstørrelse på 4.1 æg og 2.8 udfløjne unger.

Omkring 2005, hvor bestanden var i kraftig tilbagegang, var kuldstørrelsen uændret, men antallet af udfløjne unger var reduceret til 1.2. Denne nedgang af antal udfløjne unger har entydigt kunne henføres til fødemangel i ruge- og ungeperioden.

De indsatser, der er blevet gjort igennem de sidste år for at holde kirkeuglen i live, går i praksis ud på at udlægge foder (daggamle kyllinger tømt for blommesæk) på de steder, hvor kirkeuglerne har lært at hente dem. Fodringen året rundt og især i yngelperioden bidrager til at det gennemsnitlige antal udfløjne unger holdes så højt som muligt, så bestanden fortsat vokser. Samtidig er der blevet opsat rigtig mange redekasser på lokationer med kendte kirkeuglepar og steder, hvor man forventer kirkeuglerne kan slå sig ned. 

Det ser rimeligt ud for kirkeuglen i 2020 med 15 kendte par og dertil nogle enlige fugle. Dette er flere end forventet. Dertil kommer, at der utvivlsomt sidder flere kirkeugler derude, end man på nuværende tidspunkt har kendskab til. Det er dog stadig et meget lavt antal, og kirkeuglen har akut brug for hjælp, hvis den skal overleve som ynglefugl i Danmark.

I regi af Vildtforvaltningsrådet er der i 2020 nedsat en national arbejdsgruppe med formålet at lede arbejdet og indsatsen for at redde kirkeuglen fra at uddø i Danmark. I den nationale arbejdsgruppe for kirkeuglen sidder der repræsentanter fra landbruget, Danmarks Naturfredningsforening, Dyrenes Beskyttelse, Dansk Ornitologisk forening og Danmarks Jægerforbund.

Aalborg Zoo understøtter den nationale arbejdsgruppe ved at koordinere det lokale bevaringsarbejde for kirkeuglen.

Formålet med den nationale arbejdsgruppe er dels at bistå arbejdet med at holde liv i de kirkeuglepar, der er tilbage, og dels inden for det kommende år, at udarbejde en langsigtet redningsplan med de nødvendige målsætninger og handlinger, samt en økonomisk beregning på, hvad en sådan redningsplan vil kræve af indsats og resurser.

Aalborg Zoos Conservation Fond har igen i 2020 (ligesom i 2019) øremærket 25.000 kr. til at støtte de akutte og midlertidige tiltag, som tilsigter at opretholde de eksisterende kirkeugler i DK.