Lynx d'Europe
Lossen har et af de største habitater af alle katte-arter, der strækker fra Nordeuropa til Østasien. Den findes i dag oftest i åbne skovområder og bjerghældninger. De er oftest aktive ved daggry og skumring.
Lossen er en dygtig klatrer og bruger meget tid oppe i træer, hvor den ligger på lur efter potentielle byttedyr. Den er det tredje største rovdyr i Europa efter brunbjørnen og ulven.
Lossen lever alene, men ungerne kan leve sammen med moren i op til tre år. Hanner og hunner har dog overlappende territorier, så de kan kommunikere og finde hinanden under parringssæsonen. Kommunikationen foregår i form af en lang række brøl, grynt og hosten, samt via duftmarkører.
- Udbredelse: Er udbredt i Rusland, Asien og dele af Europa
- Bestand: Ikke truet, men sårbar i nogle områder af udbredelsen
- Vægt: 15-36 kilo
- Skulderhøjde: 55-75 centimeter
- Kropslængde: 80-130 centimeter
- Halelængde: 11-25 centimeter
- Parringstid: Februar til marts
- Kønsmoden: 2-3 år
- Drægtighed: 67-74 dage
- Antal unger: 2-3 unger, som fødes i maj
- Føde: Alt fra smågnavere, kaniner, harer og fugle til større hjortevildt fra rådyr til kronhjort, elg og rensdyr
- Levealder: Op til 17 år i naturen og op til 24 år i zoologiske haver
- Latinsk navn: Lynx lynx