Asiatisk løve

Asiatisk løve

Flokstørrelsen hos asiatiske løver er mindre end hos de afrikanske løver. Forskellen mener man skyldes, at den asiatiske løves byttedyr er mindre, og at der derfor ikke skal så mange løver til at nedlægge et bytte.

Flokken består normalt af to hunner, én han og et antal unger. Hannen er ikke social på samme måde som hos den afrikanske løve. En asiatisk hanløve er primært sammen med flokken for at parre sig, eller når der skal deles et større bytte.

Løver jager helst om natten. Om dagen hviler de sig gerne et skyggefuldt sted.

Nyfødte løveunger har plettet skind, der virker som camouflage. Når løveungerne er 6-8 uger gamle, bliver de indlemmet i flokken. Alle flokkens hunner passer ungerne og lader gerne fremmede unger die ved sig. Løveunger dier normalt ved deres mor i omkring et halvt år. Efter cirka halvanden måned begynder ungerne at vise interesse for kød ved at slikke lidt på det, men de spiser det ikke nødvendigvis endnu.

  • Udbredelse: Girskoven i det nordvestlige Indien
  • Bestand: Den asiatiske løve har mistet store dele af sine naturlige levesteder, idet den massive befolkningstilvækst i Indien har medført, at store dele af løvens tidligere levesteder nu er omdannet til landbrugsjord. I 2012 bestod bestanden af cirka 350 dyr, som lever i et 1.412 kvadratkilometer fredet område af Girskoven i Indien, men bestanden er voksende og nu på omkring 700 individer. Da den asiatiske løves udbredelsesområde er meget begrænset, bliver den også meget sårbar overfor udefrakommende faktorer som oversvømmelser, skovbrande og sygdomme
  • Vægt: Han: 160-190 kilo. Hun: 110-120 kilo
  • Skulderhøjde: 90-100 centimeter
  • Kropslængde: 1,5-2,5 meter
  • Kønsmoden: Han: fra 5-6-årsalderen. Hun: fra 3-4-årsalderen
  • Drægtighed: Cirka 110 dage
  • Antal unger: Normalt 2-4
  • Føde: Hjorte og antiloper
  • Zoo-menu: Hestekød, svinehjerter, kanin. Hannerne æder 6-8 kilo kød, mens hunnerne æder 3-5 kilo kød fire gange pr. uge. Dertil får de vitamin-mineralpulver
  • Levealder: 12-15 år. I zoologiske haver op til 25 år