English (British)Deutsch

Aalborg Zoo som arbejdsplads

Job og praktik

Velkommen til Aalborg Zoo som arbejdsplads.

Aalborg Zoo er en bynær zoo, hvilket adskiller os fra mange andre zoologiske haver. En bynær zoo har ofte mindre plads. Det betyder bl.a., at vi løbende nøje overvejer, hvilke dyr vi har i haven og under hvilke forhold.

Vi er meget optagede af at skabe gode rammer for vores dyr og gode rammer for den oplevelse og formidling, vi gerne vil bringe vores gæster. Som en naturlig del af vores målsætning indgår vi i flere nationale og internationale samarbejder omkring forskning, dyrevelfærd, avlssamarbejde og naturbevaring.

Udover at vores gæster skal have en god oplevelse i Aalborg Zoo, og vores dyr skal have det godt, er vi også meget optagede af løbende at udvikle os som arbejdsplads. Vi tror i Aalborg Zoo på, at en virksomhed i udvikling tiltrækker de bedste ansatte, og dermed skaber de bedste rammer for en unik oplevelse for vores gæster.

Vi ønsker at være Danmarks bedste zoologiske have.

P.T har vi ingen ledige stillinger

Overvejer du at blive dyrepasserelev - hvordan bliver man dyrepasserelev?

I Aalborg Zoo ønsker vi at skabe frugtbare læringsmiljøer og uddanne nye, dygtige dyrepassere. Derfor har vi for tiden 7 dyrepasserelever. Under fanebladet ”Mød en ansat” kan du læse, hvad vores elever siger om deres hverdag i Aalborg Zoo. 

Uddannelsen til dyrepasser består af et grundforløb på ½ år og et hovedforløb på op til 3 år og 5 måneder. 
I Aalborg Zoo er det en forudsætning for at starte som dyrepasserelev, at du har gennemført grundforløbet.
 
Går du med overvejelser om at blive dyrepasserelev, opfordrer vi dig til løbende at holde øje med stillingsopslag, men vær opmærksom på, at ledige stillinger først kan søges, når de er slået op. 

Aalborg Zoo ansætter kun elever, der agter at gennemføre hele uddannelsen som dyrepasser. 

Praktik

Bemærk: Aalborg Zoo kan desværre ikke tage imod folkeskolepraktikanter 

Praktik i dyreafdelingen      
Aalborg Zoo ønsker at understøtte og bidrage til, at der uddannes nye dygtige dyrepassere. Derfor arbejder vi på at tilbyde mulighed for praktik. 

Er du interesseret i at komme i praktik i en af vores spændende dyreafdelinger, kræver det, at du som minimum er i gang med grundforløbet.

Er du under uddannelse beder vi dig tage kontakt til din skole, som herefter formidler kontakten til Aalborg Zoo. 

Praktik andre steder i Aalborg Zoo
Vi er som arbejdsplads optaget af at udvikle os og lade os inspirere af nye input. 

Vores erfaring med praktikanter er, at samarbejdet er til glæde for begge parter.

Vores fysiske rammer sætter en begrænsning for vores mulighed for at tage praktikanter ind, hvorfor vi for tiden desværre ikke kan tilbyde mulighed for praktik. 

Praktikanter i Aalborg Zoo udtaler

Mirella Manyi (Informationsafdelingen, event og planlægning):

”Jeg har været meget glad for min praktikplads hos Aalborg Zoo. Jeg har haft muligheden for at smage på min drøm om at arbejde med event planlægning og marketing. Blandt mine opgaver har jeg haft chancen for at kontakte potentielle samarbejdspartnere over hele verden. I løbet i mine to måneder har jeg haft spændende projekter, som har lært mig at være positiv, både som team-player og selvstændig i et dansk arbejdsmiljø. Jeg er taknemmelig for min praktikplads og kan anbefale Aalborg Zoo som en god mulighed for andre studerende.”

Szilvia Pereznyák (grafisk praktikant)

”Jeg tilbragte to måneder i Aalborg Zoos marketingafdeling som grafisk praktikant. I løbet af denne tid havde jeg mulighed for at prøve mig selv af som grafisk designer, i event management og i andre marketing opgaver. Jeg arbejdede med flere spændende projekter, i grupper og også individuelt. Jeg trivedes virkelig i dette job. Jeg har fået masser af nye erfaringer, og jeg kunne opleve, hvordan hverdagene er i en stor og komleks virksomhed. Det var et fantastisk arbejdsmiljø, alle mine kolleger var venlige og hjælpsomme.”

Aalborg Zoo har 11 ud af de 12 mest populære dyr.

Tak til:

TILMELD NYHEDSBREV?