Surikat

Surikat

Surikater lever i kolonier på op til 30 individer. Hver koloni kan bestå af op til fem boer og kan have et territorium på op til 15 kvadratkilometer. I kolonien uddeles arbejdet, så nogle er jægere, andre passer på ungerne og andre igen er vagtposter.

Gruppesammenholdet gør at surikaterne kan jage dyr væk, der er meget større end dem selv.
Surikatens hale bruges til at signalere med og som balancestang. Den har desuden en meget fin lugtesans.

Surikater kan endvidere tåle bid fra skorpioner og slanger og kan grave lige så meget sand væk, som de selv vejer på få sekunder.

Når aftenen falder på, trækker surikaterne sig tilbage til deres underjordiske gange, som de til tider kan dele med andre dyr, især jordegern og rævemangust.

  • Udbredelse: På savanner og åbne sletter, krat og græsland i Angola, Botswana, Namibia og Sydafrika
  • Bestand: Ikke truet
  • Vægt: 900 gram
  • Kropslængde: 50 centimeter fra næse til halespids
  • Kønsmoden: Fra cirka 1-årsalderen
  • Drægtighed: 11 uger
  • Antal unger: 2-5 pr. kuld
  • Føde: Primært insekter, som graves frem, for eksempel billelarver, pupper og sommerfugle, termitter, edderkopper. Til tider skorpioner, firben, padder og endda slanger
  • Zoo-menu: Frugt og grønt, fårekyllinger, kakerlakker, græshopper, mus, hamstere, kødstykker, kogte æg og rå æggeblommer.
  • Levealder: 10 år